Posted by : Karon Friday, September 20, 2013

Henrik Kærgaard er kommet i godt humør af at være del af det såkaldte omstillingspanel på ca. 40 fagfolk, der har gransket de 380 tilmeldte projekter til konkurrencedelen af Informations og DR's fælleskampagne voresomstilling.dk.

"Det har været meget stimulerendeat se, hvor meget der rent faktisk gøres af alle mulige mennesker overalt i det danske land. Jeg har screenet den samlede portefølje, og det er helt klart en produktiv oplevelse - i flere tilfælde også overraskende og sjov," siger Kærgaard.

Han er civilingeniør af fag, i dag såkaldt 'udviklingschef på tværs' hos den store rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, der med 1.350 ansatte løser opgaver i ind- og udland om miljø, klima, energi, byggeri, infrastruktur og meget andet. Henrik Kærgaard har været med i mange år og arbejdet tæt på mange danske kommuner, virksomheder, statslige myndigheder og organisationer.

At være 'udviklingschef på tværs' kan ind imellem også betyde, at man kommer på tværs af både here vanetænkning og den gode stemning. Midt i glæden over den nye grønne entusiasme blandt danskerne hejser Kærgaard således et advarselsflag.

"Når man kigger ned over projekterne, er det tydeligt, at der er langt igen. Det er kun få af projekterne, der i sig selv har potentiale til virkelig at gøre en forskel," siger han.

Som det også blev påpeget af forskningsleder Bo Normander, Det Økologiske Råd, i mandagsavisen: De mange små projekter med eksempelvis køkkenhaver og fødevarefællesskaber betyder ikke i sig selv det store i forhold til den samlede danske fødevareproduktion. Deres betydning ligger i den kulturelle forandring, de baner vej for.

"Der er mange projekter, der mere handler om kommunikation og events end om egentlig bæredygtighed. Min erfaring med disse ting er, at de typisk kun når den målgruppe, der allerede er nået. Vi mangler altså stadig at finde nøglen til 'ketchup-effekten'," siger Henrik Kærgaard.Hans pointe er ikke at nedgøre eller forklejne indsatsen og initiativet hos de mange lokale ildsjæle bag de nye grønne projekter. Tværtimod udtrykker han "dyb respekt for den enorme frivillige indsats, som de mange initiativer repræsenterer, og den store lokale betydning med hensyn til at skabe mening, nye fællesskaber, mobilisering af kreativitet og energi til forbedring, som de tydeligvis har."

Niras-chefens pointe er at påpege, at spirer som disse til en stor omstilling kan blive kvalt, hvis ikke 'systemet' har evne og vilje til at bakke op, spille med og sætte en dagsorden på samfundsniveau, der kan skabe et egentligt gennembrud.

"Når man ser det ene eksempel efter det andet på, at systemet smutter i målet, eller at f.eks. kommuner laver greenwashing med deres mangelfulde definitioner af CO2-neutralitet, så tænker man, at så gider jeg altså heller ikke al det besvær. Når dem, der har ressourcerne og hele indflydelsen, lurepasser, så kan man jo godt af og til tabe energien," siger Henrik Kærgaard.

Som det allertydeligste og velkendte eksempel nævner han den politiske nedtur på COP15-klimatopmødet i København, som også var ved at tage motivationen fra Kærgaard selv.

"Selvfølgelig må vi anerkende, at det i mange situationer er overordentlig svært at finde de rigtige løsninger, men selv i situationer, hvor det ikke er særlig svært, kan vi ikke rigtig finde ud af at rykke på tingene i Danmark. Hvorfor er svenskerne i fuld gang med at omstille deres transportsektor til vedvarende energi, mens vi i Danmark ser ud til at regne med, at det nok sker af sig selv, og nusser rundt med lidt pilotprojekter her og der? Der er også alt for mange eksempler på, at afgiftspolitikken og de grønne ambitioner ikke hænger sammen."

Silotænkningen

Når stat og kommuner ikke formår at rykke hurtigere og mere radikalt, så har det ifølge Henrik Kærgaard meget at gøre med måden, man er organiseret på. "Betonagtig silotænkning" er et udtryk, der falder ham på tungen.

"Jeg har eksempelvis været med i et klimasamarbejde i en af landets store kommuner. Der har man valgt at inddrage erhvervslivet, fordi selve de kommunale institutioners og aktiviteters bidrag til CO2-udledningen kun udgør nogle få procent. Det er jo i sig selv en god idé."

"Men så viser det sig, at kommunen på mange områder ikke kan få sin egen organisation til at gøre noget alvorligt ved tingene. Man kan ikke samarbejde internt i det kommunale bureaukrati. Derfor kalder man en masse eksterne aktører sammen, og når de så påpeger, at kommunen må smide nogle flere ressourcer i det her og gå foran og f.eks. bruge nogle af kommunens egne projekter som bæredygtige foregangseksempler, så er der pludselig alt muligt i vejen. Jeg har været med til møder, hvor lokale aktører har rejst sig op og sagt til kommunen: 'Nu må I altså holde op, sådan nogle snakkehoveder!'"

Kærgaard har de senere år bl.a. arbejdet med den grønne omstilling af energisektoren, og også her ser han organiseringen som det, der i høj grad spærrer for de rette løsninger, det nødvendige tempo og den folkelige medleven.

"Vi har jo en politisk beslutning om at gøre Danmark fossilfrit i 2050, og der er planer og energiaftaler, som skal bane vej for dét. Men jeg og andre kolleger har oplevelsen af, at der ikke er nogen, der har taget et helhedsgreb på energisystemet. Man har f.eks. rejst masser af vindmøller, men man er endnu ikke i gang med det nødvendige, fleksible 'smart grid', det tidssvarende og intelligente distributionssystem, og derfor kan vi om få år risikere, at elnettet begynder at blive ustabilt, og at vi får problemer med forsyningssikkerheden," mener han.

Et andet eksempel handler om fjernvarmeselskaberne, som i modsætning til el- og gasselskaber er noget - og noget af det eneste i energisektoren - som kommunerne kan styre.

"Derfor vælger de at gøre noget her. Typisk at omstille fjernvarmesystemet til biomasse, men uden rigtig at tænke over, at biomasse-ressourcen på bare lidt længere sigt er en endog meget knap ressource, som bliver dyrere og i øvrigt heller ikke er CO2-neutral. Man kan sige, at i de dele af systemet, hvor man besidder noget handlekraft, der pløjer man derudaf uden at tænke på helheden. Det er godt, at der bliver gjort noget, men det fører ikke nødvendigvis til noget godt på lidt længere sigt."

Den gode nyhed

Her indskyder Henrik Kærgaard, hvad han ser som en rigtig god og opsigtsvækkende nyhed, da klima- og energiminister Martin Lidegaard og Energistyrelsen i sidste måned orienterede Folketingets partier om status for de mange energianalyser, som man p.t. er i gang med som udløber af energiaftalen fra 2012. Flere af oppositionspartierne har brokket sig over den sendrægtige analyseproces og forlangt nogle hurtige beslutninger, men som Kærgaard læser den nye midtvejsstatus for analyserne, har Energistyrelsen "opgivet silotænkningen, når det gælder energiformer- og anvendelser" for i stedet nu at se på helheden og de indbyrdes sammenhænge i systemet.

"Den store 'hemmelighed' er, at dette ikke handler om teknologi - den kan vi relativt hurtigt få på plads - det handler om organisering," siger han.

Altså om at planlægge energisystemets mange delelementer, så de hænger indbyrdes sammen og også hænger sammen med landbruget, transportsektoren osv.

En hurdle

Der er altså ifølge Henrik Kærgaard ved at ske noget rigtig positivt og meget vigtigt her. Og det sætter fokus på det, der er det egentlige problem, også når det gælder fremme af de mange grønne omstillingsinitiativer og støtten til aktørerne: Den ringe evne til at organisere processen hensigtsmæssigt i en større skala.

"Når det f.eks. handler om omstilling af energisystemet, kan du ikke gøre det i den enkelte kommune. Både elsystemet og biomasse-systemet skal tænkes i en større skala - regionalt eller overregionalt. Fyn er et fint planlægningsområde, Sjælland ligeså."

"Men når man så begynder at opliste interessenterne, så ender man med en liste på 100 eller måske 500 aktører. Og så tænker man: 'Det kan jo ikke lade sig gøre', og så opgiver man. Rigtig meget strander på den måde," siger Niras-chefen.

Han har selv været i dialog med bl.a. Region Syddanmark om at sikre en hensigtsmæssig proces for grøn omstilling af regionens energisystemer.

"Det startede i Sønderborg, hvor man har en lille topdynamisk projektorganisation, ProjectZero, der har været enormt dygtig til at motivere folk lokalt til energirenovering, energibesparelser, grønne energiprojekter osv. Det har de gjort rigtig godt, men i de kommende år er man nødt til at sætte de tunge dagsordener for hele regionen: Hvad skal der ske med gasforsyningen? Hvordan skal varmeforsyningen være? Hvordan laver vi det fleksible elnet? Hvad med udnyttelsen af biomassen? Det er altså de tunge aktører, der må på banen - el-, gas- og varmeselskaber - og de skal have rigtig mange penge op af lommen og finde fælles fodslag om, hvad der er den optimale løsning."

"Det bliver en hurdle for dem. At enes om de svære ting er de ikke lige gode til. Men jeg tror, der nu er vilje til at gøre det," siger Kærgaard om Region Syddanmark.

Hans anbefaling er, at man udvælger nogle få vigtige, handlekraftige og troværdige aktører - 10-12 stykker, siger han - og med dem finder frem til de centrale elementer i omstillingen. Deres troværdighed skalsikre, at alle de andre aktører også oplever, at det fungerer.

"Det er den eneste vej frem, hvis man skal undgå, at det sander til i bureaukrati og organisatorisk krig."

Fjern barriererne

Dilemmaer som disse omkring energisystemets store infrastrukturer må også tænkes igennem, når det gælder de nye grønne omstillingsprojekter, der bobler op nedefra. Hvis ikke risikerer man, at nogle af projekterne pludselig står uden den nødvendige overordnede struktur - eller har eksisterende strukturer imod sig - hvis de vokser ud over det isolerede, lokale niveau.

Barriererne kan være logistiske, men også økonomiske, bureaukratiske og lovgivningsmæssige.

"Den procesorganisation, jeg taler om, når det gælder energiomstillingen, skal have et professionelt sekretariat, og det kunne også godt få til opgave at give alle de små initiativer opmærksomhed og professionel sparring. Altså hjælpe dem med samme slags vurderinger, som vi helt summarisk har lavet i omstillingspanelet, da vi udpegede de 27 finalister: Hvilke af projekterne kan opskaleres, hvilke er så tæt på hinanden, at de kan fusionere, hvis de vil, hvilke kan have glæde af samarbejde med private virksomheder. Man kan støtte det og få det til at gro, ligesom man fik vindmølleindustrien til at gro fra nogle små smedemestre til globale virksomheder på 30 år," siger Henrik Kærgaard.

Hvad det angår, er der brug for, at stat og kommuner kender deres ansvar og yder støtte til de ildsjæle, der lige nu er fyldt af entusiasme, men også løbende melder, at det er hårdt, økonomisk utaknemmeligt og ofte på kollisionskurs med de offentlige bureaukratier.

"Hvis man tilstrækkelig mange gange oplever, at systemet giver en fingeren, så ender nogle nok med at blive trætte og sige: 'så kan det også være lige meget'."

"Men jeg tror nu ikke, det her falder sammen, for dette er i høj grad mennesker, der i forvejen gør tingene på trods, og det synes jeg man skal have meget stor respekt for. Hvis bare man kunne få samme nysgerrighed og initiativ ind oven fra, så kunne man opnå den dialog, der gjorde det muligt at finde de afgørende synergier, jeg tror findes," siger Henrik Kærgaard.


Source: Information

Leave a Reply

Subscribe to Posts | Subscribe to Comments

Popular Post

Powered by Blogger.

- Copyright © Enchanted Home Schooling Mom -Metrominimalist- Powered by Blogger - Designed by Johanes Djogan -